Daniel døde en tirsdag. Han var kun 61 år gammel. Uden varsel, uden et sidste farvel. Bare et opkald, mens jeg vaskede jordbær i vasken.
Jeg fik at vide, at han var på vej på arbejde, da han havde en alvorlig bilulykke i regnvejr.
Vi skulle fejre vores 30-års bryllupsdag om to uger.
Morgenen efter begravelsen vendte jeg alene tilbage til kirkegården. Jeg havde brug for at være sammen med ham, uden at nogen så mig græde.
Det var der, jeg så hunden.
En honningfarvet blandingshund, forpjusket og gennemblødt, krøllede sig sammen lige over den nyvendte jord.
Jeg prøvede at skubbe ham væk. Han bevægede sig ikke. Jeg tilbød ham halvdelen af min sandwich. Da jeg endelig rejste mig for at gå, lavede den en lyd, jeg aldrig vil glemme: hverken et gøen eller en klynken. Et skrig. Som om han led som et menneske.
