Samme eftermiddag begyndte jeg at tømme mit skab og lukke min gamle røde tjener. Den havde buler, ridser, et håndtag, der sad lidt fast. Jeg købte den ung, med mine første rigtige opsparinger.
Hver skuffe havde et minde.
En slidt skruenøgle i tolv størrelser. En flad skruetrækker, som jeg nægtede at smide ud. En bulet lampe, der havde fulgt mig oftere end nogle kolleger.
Jeg var ved at pakke mine værktøjer, da der kom en lyd fra haven.
En hård skraben.
Så en hostende motor.
Så intet.
Jeg løftede hovedet.
En dreng skubbede en gammel fransk bil hen til indgangen til værkstedet. En coupé fra halvfjerdserne, falmet cremefarve, med små rustspor omkring skærmene. Ikke en fantastisk samlerbil. En rigtig bil. Træt, men stolt.
Drengen måtte have været sytten år. Han var tynd, med et lukket ansigt, som de unge mennesker, der allerede prøver ikke at kræve for meget af livet.
“Godmorgen, sir,” hviskede han. “Hun stoppede pludseligt for enden af gaden. Kan du se på? »
Amaury gik straks.
Med sin tablet.
“Vi sætter diagnostiske sæt til,” sagde han. “Ved du, hvor stikket er?”
Drengen så på ham, fortabt.
“Fangsten?”
Jeg kiggede ned på motoren.
Jeg vidste det med det samme.
Denne bil behøvede ikke at være tilsluttet. Hun havde brug for at blive lyttet til.
“Hvilket år er det?” spurgte Amaury.
“1973,” svarede drengen. “Den tilhørte min bedstefar. Han døde sidste måned. »
Hans stemme knækkede lidt.
“I morgen vil vi betale en lille tribut som familie. Jeg ville med hans bil. Han sagde altid, at han en dag ville lære mig, hvordan jeg kunne holde hende i live. »
Amaury trykkede på sin tablet. Hans ansigt lukkede sig.
“Vi har ikke denne model i vores system. Uden elektronisk diagnostik kan vi ikke gribe ordentligt ind. Du bør se en specialist i gamle biler. »
Drengen klemte nøglerne i hånden.
“Jeg har ikke mange penge. Jeg ville bare vide, om det kunne repareres. »
Amaury var ikke grusom. Måske er det det værste. Den var simpelthen tom.
