Projektets hjemmeside tilbyder konkrete trin, hentet fra træningssessioner, som SIND afholdt i foråret med frivillige. Start med det essentielle: vand, en pandelampe, en optræksradio og nogle dåsevarer. De fleste mennesker har allerede ekstra mad i skabe og frysere. Der er ingen grund til at skynde sig ud og købe overlevelsestæpper, som du aldrig vil bruge.
Et forslag er at gøre forberedelse til en social begivenhed. Inviter venner til en øvelsesmiddag med tre begrænsninger: kun ingredienser med lang holdbarhed, kun flaskevand og ingen elektricitet. Det lyder fjollet, indtil du indser, at det får dig til at tænke over, hvad du rent faktisk ville gøre, og det gør udsigten til et strømsvigt mindre abstrakt og mere håndterbar.
Deling af byrden
En anden idé er at forberede sig som en gruppe. Hvis I bor i nærheden af hinanden, så fordel ansvaret. Én husstand opbevarer måske ekstra vand. En anden har en campinggrill, som alle kan bruge. En tredje opbevarer vin, chokolade og brætspil for at øge moralen. De frivillige foreslog også en medierotation i anspændte perioder: én person følger nyhederne hver dag og advarer kun gruppen, hvis der sker noget virkelig vigtigt. Alle andre får en pause fra cyklussen.
Det større billede
SINDs initiativ passer ind i det, som den danske regering nu kalder “totalforsvar”. Konceptet, genoplivet fra den kolde krigs vokabular, behandler kriseberedskab som et delt ansvar mellem borgere, virksomheder og staten. Ny lovgivning fremskynder opførelsen af forsvars- og nødinfrastruktur. Et nyt Resilience Center Danmark er under oprettelse for at koordinere teknologi, forskning og politik om alt fra cyberangreb til energiafbrydelser. Danmark har også underskrevet aftaler med Ukraine om at dele viden om civilbeskyttelse og nødberedskab og lære af et land, der lever i vedvarende krise.
Den officielle linje er rolig og praktisk. Myndighederne understreger, at en fuldskalakrig i Danmark ikke anses for sandsynlig. De realistiske risici er midlertidige forstyrrelser: et par dage uden strøm, vandafbrydelser, nedeblivende digitale tjenester. Alligevel er disse scenarier skræmmende for nogle mennesker. For mennesker med alvorlig psykisk sygdom kan det være destabiliserende at miste adgangen til telehealth-aftaler, online støttenetværk eller endda rutinen med daglig digital kontakt.
Hvem bærer byrden
