Jeg var i gang med at glasurere en rektangulær supermarkedskage med “GRATULERER, LEO!” skrevet på med blå glasur, da min søn trådte ind i køkkenet og så ud, som om han havde set et spøgelse.
Det fik mig til at lægge sprøjteposen fra mig.
Leo var atten år gammel, høj og generelt tryg i sin egen krop. Men den dag stod han på dørtrinnet, bleg og med sammenbidte kæber, hans telefon så høj, at jeg troede, han ville ødelægge den.
“Hej, min kære,” sagde jeg. Du ser forfærdelig ud. Sig, at du ikke spiste bedstefars kartoffelsalat. »
“TILLYKKE, LEO!”
Han smilede ikke.
“Løve?”
Han kørte en hånd gennem hendes hår. “Mor, kan du sætte dig ned? Vær sød? »
Ingen siger det sådan, let, når man har opdraget sine børn alene.
Det fik mig til at grine lidt.
“Ikke det, mor.”
“Okay. Fint. Ikke fantastisk, men bedre. Jeg satte mig ved køkkenbordet. Leo stod et øjeblik og satte sig så endelig overfor mig.
“Mor, kan du sætte dig ned? Vær sød? »
“Mor?” hviskede Leo.
Jeg kunne ikke svare. Jeg tog et andet brev.
“Jeg ved ikke, om du hader mig. Min mor siger ja. Jeg tror ikke på hende, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal nå dig. »