Min dimissionsdag skulle have været den lykkeligste dag i mit liv. Luften var gennemsyret af en blanding af blomsterdufte, sommervarme og generel begejstring. Universitetsauditoriet var fyldt med tusindvis af mennesker, og hvert åndedrag var svært — den brændende sol gled gennem rummet og blandede sig med duften af blomster, den dæmpede summen af samtaler og latter.
Jeg, Anna, burde have nydt dette øjeblik. Fire år med søvnløse nætter, utallige kurser, videnskabelige konferencer og konstante bestræbelser på at bevise mit værd havde bragt mig hertil. Men for mine forældre var min succes bare en ressource til at promovere Maja — min lillesøster.
Maja havde altid været deres favorit. Hun var charmerende, smuk og tiltrak let folks sympati. Hun studerede næsten ikke, men i mine forældres øjne betød det ikke noget: det vigtigste var det indtryk, hun gjorde på andre. Hvad angår mig, var jeg diskret, vedholdende, samvittighedsfuld. De så mine belønninger og præstationer som trivielle detaljer, et akavet lys, der måtte skjules.
Backstage, før ceremonien begyndte, kom mine forældre hen til mig med en anmodning, der skulle knække mig:
“Anna, overlad dette øjeblik til Maja.” Hun vil holde din tale og modtage dit eksamensbevis. Ingen vil lægge mærke til det. Hun har brug for denne chance til sin fremtidige karriere.
Jeg frøs. Fire års hårdt arbejde, ofre, søvnløse nætter — de ville give det hele til en anden. Jeg svarede kort:
“Nej. Det er min bedrift. Jeg fortjente det.
