Men når man er gravid, beslutter man aldrig kun for sig selv. Hvert valg synes at have usynlige konsekvenser for dette lille væsen, der kommer, og dette ansvar knuste mig.
En fars bekymrende ord
Det var dér, Paul, min far, greb ind. Han kom for at se mig, satte sig foran mig med den alvorlige blidhed, som kun forældre ved, hvordan man tager til sig. Han sagde roligt, at jeg måske skulle vente, først og fremmest tænke på barnets velbefindende. Så udbrød han en sætning, jeg aldrig vil glemme: han fortalte mig, at han også havde begået en lignende fejl tidligere, da min mor var gravid.
Jeg modtog denne erkendelse som et hammerslag. Min far, som jeg altid havde set som en moralsk søjle, virkede pludselig anderledes for mig. Men hans ord fik mig til at tvivle. Hvad nu hvis det at lade Julien være i denne følelsesmæssige tilstand var mere destruktivt end gavnligt? Hvad nu hvis stress var mere skadeligt end at vente?
