Hver morgen klokken 4:30 åbnede Élise dørene til Pain & Mie-bageriet i et kvarter i Portland, hvor moderniteten gradvist gnavede i de varme hjørner. Som 33-årig var hun allerede en figur i nabolaget: diskret, generøs og berømt for sine friskbagte kanelboller.
Men bag de appetitlige vinduer og smilene til kaffen havde Élise også en hemmelighed. Eller rettere, en vane.
En lille gestus, der sagde meget

Hun gik derefter to gader væk til en gammel træbænk. Der ventede en tavs mand, gråt hår, en slidt frakke og et flygtigt blik. Han bad ikke om noget. Men han var der stadig.