En meget gravid taxachauffør tilbyder en såret hjemløs mand en gratis tur for at køre ham til hospitalet på en regnfuld nat. Næste morgen vågner hun op til en parade af SUV’er foran sit hus. Mænd i jakkesæt banker på hans dør med en sandhed, der forandrer hans liv for altid.
Efter to år bag rattet havde Cleo set alle slags passagerer stige ind i hendes taxa: festdeltagere klokken 3 om natten, der snublede, familier i hast for at nå deres fly, og skyldige forretningsfolk, der lugtede af cocktails og dårlige beslutninger. Hun havde hørt alle historier, tørret mere end én tåre og lært at læse folk, før de overhovedet åbnede døren til hendes taxa.
Forlygterne fra hendes gule taxa gennemborede novembertågen, mens hun kørte gennem de øde gader i centrum den aften.
Hans ryg gjorde ondt, og babyen virkede fast besluttet på at lave akrobatik mod ribbenene. Som otte måneder gravid blev hendes nattetimer mere og mere svære. Men regninger betaler sig ikke selv, vel?
« Encore quelques heures, mon amour, » murmura-t-elle en frottant son ventre arrondi. « Après, on rentre à la maison avec Chester. »
Le bébé donna un coup de pied en réponse, la faisant sourire malgré tout. Chester, son chat orange, devait probablement être allongé sur son oreiller à la maison, laissant des poils partout. Ces jours-ci, ce chat était la chose la plus proche d’une famille pour Cleo.
La mention de « maison » ramena des souvenirs douloureux. Cinq mois plus tôt, elle avait monté ces mêmes escaliers avec un cœur rempli d’excitation.
Elle avait tout planifié parfaitement : le dîner aux chandelles, le lasagne préféré de son mari Mark, les petites chaussures de bébé qu’elle avait emballées dans un papier argenté.
« Nous allons avoir un bébé, chéri ! » dit-elle en faisant glisser le paquet de l’autre côté de la table.
Mark avait fixé les chaussures, son visage devenant pâle. Le silence s’était étiré jusqu’à ce que Cleo n’en puisse plus.
« Dis quelque chose. »
« Je ne peux pas faire ça, Cleo. »
« Qu’est-ce que tu veux dire par “je ne peux pas” ? »
« Jessica est enceinte aussi. De mon enfant. Elle est enceinte de trois mois. »
Les bougies s’étaient consumées alors que le monde de Cleo s’effondrait. Jessica. Sa secrétaire. La femme qu’il avait juré n’être « qu’une amie ».
« Depuis combien de temps tu me trompes ? »
“Betyder det virkelig noget?”
Inden for en uge var Mark væk. Inden for to uger havde han tømt deres fælles konto. Nu, som 32-årig, arbejdede Cleo dobbeltvagter og prøvede at spare nok op til babyens ankomst.
“Din far har måske glemt os,” hviskede hun mod hans mave og holdt tårerne tilbage, “men vi skal nok komme igennem det her, du skal bare se.”
Men den nat, tre uger før hun fødte, med hævede ankler og graviditetsuniformen klemt mod maven, stødte Cleo på noget andet.
Klokken var 23:43, da hun så ham — en ensom skikkelse, der vaklede langs vejkanten.
Gennem gadelygternes tåge og let regn dukkede han op som et spøgelse fra skyggerne på 42nd Street. Selv på afstand var der noget i ham, der fik hans hjerte til at slå hurtigere.
Hendes tøj var i beskidte laser, og hendes våde hår klistrede til ansigtet i tykke lokker. Han klemte den ene arm ind til brystet og trak sit højre ben med sig, mens han vaklede hen over det øde fortov.
Cleo lagde instinktivt hånden på sin runde mave, mens hun kiggede på manden gennem forruden. Hun burde have været hjemme i en time, puttet ind til Chester, der spandt mod hendes mave, som om han sang for babyen.
Men noget ved denne mands uro, måden han kæmpede for at holde sig oprejst på for hvert skridt, fik hende til at gribe rattet hårdere i stedet for at gå væk.
I to år med natkørsel havde Cleo lært at spotte problemer. Og alt i denne scene skreg fare.
Gennem tågen kunne hun se flere detaljer. Han var en ung mand, måske i midten af tyverne, i det, der engang havde været dyrt tøj.
Han klemte hendes højre arm, og selv i det svage lys kunne hun se mørke blodpletter på hans ærme. Hans ansigt var dækket af blå mærker, det ene øje helt lukket af et hæmatom.
En bil dukkede op i hans bakspejl og kørte hurtigt. Mandens hoved løftede sig brat, rædsel prægede hans ansigt. Han forsøgte at løbe, men snublede.
« Ne le fais pas, Cleo, » murmura-t-elle. « Pas ce soir. Pas avec ton ventre de huit mois. »
Mais elle s’était déjà arrêtée.
Baissant la vitre juste un peu, elle appela, « Ça va ? Besoin d’aide ? »
L’inconnu se tourna vers elle, ses yeux écarquillés de peur. Du sang et de la sueur coulaient d’une coupure au-dessus de son sourcil. « Je dois juste aller quelque part en sécurité. »
Le moteur de la voiture qui approchait rugit plus fort.
« Montez ! » Cleo déverrouilla les portes. « Je vais vous emmener à l’hôpital. »
L’homme monta et s’effondra sur la banquette arrière tandis que Cleo accélérait. Les phares de la voiture poursuivante inondèrent son rétroviseur.
« Ils sont toujours derrière nous, » haleta-t-il, se baissant. « Merci. La plupart des gens ne se seraient pas arrêtés. »
Le cœur de Cleo battait la chamade. « Tenez bon. »
Elle tourna brusquement à droite, puis à gauche, serpentant à travers des rues secondaires qu’elle connaissait par cœur. La voiture derrière eux gardait le rythme.
« Qui sont-ils ? » demanda-t-elle en prenant un autre virage serré, ce qui fit agripper la poignée de porte à son passager.
« Plus vite… plus vite. Ils vont nous rattraper… »
Et andet sæt fyrtårne dukkede op foran dem. De var fanget.
“Stoler du på mig?” spurgte Cleo, mens hun allerede drejede rattet.
“Hvad?”
