En eftermiddag besluttede en ældre kvinde, at hun havde ventet længe nok.
Som firsårig havde hun levet et liv præget af rutine, disciplin og en vis stædig uafhængighed, som kun tiden kan skærpe. Hun var ikke typen, der klagede, og hun var bestemt ikke typen, der skyndte sig til lægen for enhver lille ubehag. Men denne gang var det anderledes.
Det var en kløe hun ikke kunne ignorere.
Det startede som noget mindre, let at afvise. En kort irritation, hun antog ville forsvinde af sig selv. Men dage blev til nætter, og ubehaget blev sværere at holde ud. Det var ikke kun fysisk længere. Det var distraherende, vedholdende og mere og mere frustrerende.
Endelig bookede hun en tid.
Mens hun sad i venteværelset, holdt hun sin holdning rank, hendes ansigtsudtryk roligt, som om intet ved denne situation kunne ryste hendes fatning. Da hendes navn blev råbt op, trådte hun ind i undersøgelsesrummet med stille beslutsomhed.
Lægen lyttede, mens hun forklarede sine symptomer.
Han nikkede, stillede et par rutinespørgsmål og gav så sit svar med en selvsikkerhed, der antydede, at han havde set det før.
“Du har krabber,” sagde han.
Hun blinkede.
Et øjeblik troede hun, at hun havde misforstået ham. Men lægen gentog sig, som om der ikke var plads til tvivl.
Det var dér, hendes fatning knækkede lidt.
“Det er ikke muligt,” sagde hun bestemt. “Jeg er firs år gammel, og jeg har aldrig været sammen med en mand. Jeg har været jomfru hele mit liv.”
Lægen tøvede, men kun et øjeblik. Så trak han på skuldrene, som om forklaringen ikke betød noget.
“Det sker,” svarede han.
Hun forlod kontoret uden at være overbevist.
Ikke ked af det, ikke flov, bare sikker på, at svaret, hun havde fået, var forkert.
Så hun gik til en anden læge.
Den anden aftale føltes omtrent som den første. Andet kontor, andet ansigt, samme rutine. Hun forklarede sine symptomer igen, omhyggeligt og tydeligt, og sørgede for, at intet blev misforstået.
Den anden læge lyttede, undersøgte hende kort og nåede så til samme konklusion.
“Det er sikkert krabber,” sagde han.
Hendes udtryk stivnede.
“Nej,” svarede hun straks. “Det er ikke muligt. Jeg har sagt det, jeg er firs år gammel, og jeg har aldrig haft et forhold som dette. Det er umuligt for mig at have sådan noget.”
Lægen trak på skuldrene uden at give nogen dybere forklaring, ingen alternativ teori. Bare det samme svar, præsenteret som om det var indlysende.
Hun forlod kontoret mere frustreret end før.