Jeg forventede ikke noget af hans efterfølgelse, så intet overraskede mig.
Men næste dag ringede hendes søn – vred, forvirret, næsten skrigende.
Mens han rodede i en af de gamle kasser, hans mor havde efterladt, fandt han et brev.
Det var ikke adresseret til ham.
Den var adresseret til mig.
I denne bog takkede hun mig for at være tålmodig og blid med hende i hendes svageste øjeblikke.
Hun forklarede, at hun ikke kunne ændre sit testamente uden at skabe flere problemer, men hun ville fortælle mig, at det, jeg havde givet hende, var mere værd end noget, hun kunne have efterladt.
Hun skrev, at jeg havde været hendes trøst, hendes konstante støtte, hendes fred til sidst.
Men det var ikke derfor, hendes søn var ked af det.
