Kvinden, jeg havde afvist, var nu netop den person, min vigtigste partner elskede—en kvinde med stille styrke og ære.
Musikken, latteren – alt syntes at forsvinde. Jeg blev bittert bevidst om, at denne nye lykke, jeg viste, ikke løftede mig. Min smålighed havde kun gjort mig mindre.
Jeg længtes efter at gå til Anita og bede hende om tilgivelse. Men mine ben føltes, som om de var rodfæstet til jorden. Hun kiggede på mig, hendes øjne rolige og rolige, så vendte hun sig væk uden et ord.
I det øjeblik forstod jeg, hvad jeg virkelig havde mistet—ikke bare en hustru, men en sjælden og ædel sjæl, en kvinde, hvis værdi jeg aldrig ville nå igen.
