Hannah var seksogtyve år gammel, da hendes onkels begravelse sluttede, og huset faldt i en stilhed, hun aldrig før havde kendt.
Det var den slags ro, der varsler permanent forandring, afslutningen på en æra.
Det var dér, fru Patel, deres mangeårige nabo, nærmede sig Hannah med en forseglet kuvert i sine rystende hænder.
“Din onkel bad mig give dig dette, efter han døde,” sagde den gamle dame, hendes øjne røde og hævede efter at have grædt i timevis.
“Og han ville have, at jeg skulle sige undskyld.”
Hannah tog kuverten, forvirret over beskeden.
Undskyld for hvad?
Hannah havde ikke kunnet gå siden hun var fire år gammel, men hendes historie startede ikke på et hospitalsværelse.
Hun bevarede minder fra før ulykken – fragmentariske, men dyrebare erindringer fra et andet liv.
Hun huskede sin mor, Lena, der sang alt for højt i køkkenet, helt ude af tone, men fuld af glæde.
Hun huskede, at hendes far, Mark, altid duftede af motorolie blandet med pebermyntetyggegummi efter sine lange dage på bilværkstedet.
Hannah havde lyse sneakers, som hun elskede, en lilla tudekopp, som hun altid bar med sig, og stærke meninger om absolut alt.
Så kom bilulykken, der ændrede alt.
Den historie, Hannah troede på, da hun voksede op, var enkel og tragisk enkel.
Hendes forældre døde i en frygtelig bilulykke, da hun var fire år gammel.
Hannah overlevede, men hun pådrog sig alvorlige rygmarvsskader, der forhindrede hende i at gå.
