Del 1: Prisen de nægtede at betale
Jeg hedder nu Emily Rivera, selvom jeg blev født som Emily Parker. Jeg stoppede med at bruge min fødefamilies efternavn for år tilbage, da de holdt op med at opføre sig som min familie længe før jeg var gammel nok til at vælge et andet navn.
Dette er ikke en bittersød historie om tilgivelse eller følelsesladede genforeninger med folk, der er kommet til at fortryde deres handlinger. Det er en historie om konsekvenser, overlevelse og den smertefulde forskel mellem dem, der giver dig liv, og dem, der faktisk vælger at elske dig.
Før jeg fortæller dig, hvad der skete, da jeg blev færdig med medicinstudiet, må jeg se tilbage på det hospitalsværelse, hvor min barndom sluttede. Jeg var tretten år gammel, en kold tirsdag eftermiddag i oktober, siddende i værelse 218 på Mercy General Hospital, da en læge fortalte mig, at jeg havde akut lymfoblastisk leukæmi.
Rummet lugtede af desinfektionsmiddel, sprit og en kunstig blomsterafdufter, der var sat i en stikkontakt. Siddende på kanten af undersøgelsesbordet, iført en papirkittel, der blev ved med at åbne sig, rystede jeg så meget, at papiret knirkede ved hvert åndedrag.
Dr. Collins forsøgte at tale blidt, da han annoncerede diagnosen. Han forklarede, at leukæmi var en af de mest almindelige børnekræftformer, og at mine overlevelseschancer var høje med intensiv kemoterapi.
Han blev ved med at sige, at oddsene var gode, sandsynligvis for at mine forældre kunne bevare håbet. Men min far spurgte mig aldrig, om jeg var bange, om jeg havde smerter, eller om jeg ville overleve.
Han spurgte blot: “Hvor mange?”
Dr. Collins tøvede, før han forklarede, at forsikringen ville dække en stor del af udgifterne, men at mine forældre stadig kunne betale titusindvis af dollars for hele behandlingen. Han talte om betalingsmuligheder, økonomisk støtte og gratis sundhedspleje, men min fars ansigt var allerede blevet hårdere.
“Så vi skal betale så meget bare fordi hun blev syg?” spurgte han koldt.
Min mor sad ved vinduet og stirrede på en vandplet i loftet, som om den var større end mig. Min storesøster, Ashley, sad i hjørnet og tastede på sin telefon uden at kigge op en eneste gang, selv da ordet “leukæmi” rungede gennem rummet.
Dr. Collins forsøgte igen at forklare, at min prognose var gunstig, hvis behandlingen begyndte med det samme. Min far vendte det døve øre til og begyndte at tale om Ashleys ansøgninger til universitetet, hendes SAT-score og de penge, de havde sat til side til hendes fremtid.
Jeg sad der og lyttede til mine forældre, der vejede fordele og ulemper ved min overlevelse mod at spare op til min søsters uddannelse. En tung forkølelse satte sig i maven, da jeg indså, at de ikke var bekymrede for at miste mig.
De gik i panik ved tanken om at betale mig.
Dr. Collins foreslog at diskutere de økonomiske detaljer privat, men min far sagde, at jeg skulle forstå virkeligheden. Så så han mig lige i øjnene, og der var ingen varme i hans øjne, kun beregning.
“Vi har lagt hundrede og firs tusind dollars til side til Ashley,” sagde han. “Disse penge er til hans fremtid. Vi spilder det ikke på medicinske udgifter. »
Jeg følte, at noget rev i stykker indeni mig ved de ord. Dr. Collins nævnte straks statsstøtte, Medicaid og hospitalsstøtteprogrammer, men min mor talte endelig op, fuld af fornærmet stolthed.
“Vi får ikke velgørenhed,” sagde hun. “Hvad vil folk tænke?”
Dr. Collins stirrede på dem begge og spurgte, hvad de præcist antydede. Min far svarede uden at blive pinlig.
“Det kan placeres under statens tilsyn,” sagde han. “I dette tilfælde tager Medicaid sig af det hele, og det påvirker ikke vores økonomi.”
Et øjeblik troede jeg, at jeg havde misforstået ham. Jeg ventede på, at min far skulle indrømme, at han var bange, undskylde eller tage mig i sine arme.
Han gjorde intet af det.
Dr. Collins virkede forfærdet, men min mor opførte sig, som om det var hende, der led. Hun sagde, at de havde fået et barn mere, Ashley var genial, og de kunne ikke lade min sygdom udslette alt, hvad de havde bygget op.
Jeg kiggede på min mor og hviskede til hende, at jeg var bange. Hun vendte sig endelig mod mig og sagde, at alt nok skulle gå, fordi lægen allerede havde sagt, at chancerne var gode.
Så råbte jeg: “Jeg er din datter.”
Min fars reaktion var øjeblikkelig og grusom. Han sagde, at Ashley også var deres datter, og at hun i modsætning til mig havde ægte potentiale.
“Du har altid været gennemsnitlig,” sagde han. “Gennemsnitlige karakterer, alt er i gennemsnittet. Vi vil ikke spilde en lovende fremtid på en gennemsnitlig fremtid. »
Dr. Collins rejste sig så brat, at hans skammel ramte skabet bag ham. Han beordrede mine forældre til at gå og advarede dem om, at han ville ringe til sikkerheds- og børneværnet, hvis de nægtede.
Min far gik ud først. Min mor fulgte efter ham, og Ashley forlod dem uden nogensinde at kigge op fra sin telefon.
Da døren lukkede med et klik, indså jeg, at kræft ikke længere var det mest skræmmende i rummet.
Den nat lå jeg i en børneonkologiseng, omgivet af dryp og maskiner, der bippede sagte i mørket. Regnen dryppede ned ad vinduet, mens jeg stirrede op i loftet, ikke længere kun bange for at dø, men også bange for ikke længere at være ønsket.
Ved solnedgang havde mine forældre underskrevet de nødforældremyndighedspapirer. Jeg var officielt en statslig værge.
Døren åbnede sig så, og Megan Rivera trådte ind.
Hun var fireogtredive år gammel, børneonkologisk sygeplejerske, med krøllet sort hår, der var sjusket tilbage, og varme brune øjne, der gjorde rummet mindre nervepirrende. Hun kiggede på min journal, trak en stol ud ved min seng og præsenterede sig: hun var min nattesygeplejerske.
Da hun spurgte, hvordan jeg havde det, hviskede jeg: “Det er forfærdeligt.”
Megan gav mig ikke falske forhåbninger. Hun fortalte mig ikke, at mine forældre elskede mig på deres egen måde, eller at alt skete af en grund.
Hun nikkede blot og sagde: “Det, de gjorde, er forfærdeligt.”
Denne åbenhed har haft effekten af en bombe. Jeg brød ud i gråd, og Megan satte sig ved siden af mig i mørket og rakte mig lommetørklæder, mens jeg sørgede over min savnede familie.
Da jeg endelig holdt op med at ryste, lænede hun sig over til mig og sagde, at de næste par år ville blive svære. Så lovede hun mig, at jeg ikke ville møde dem alene.
“Du kender mig ikke engang,” hviskede jeg.
“Ikke endnu,” siger hun med et lille smil. “Men jeg finder dig allerede ganske bemærkelsesværdig.”
Den aften kom Megan med et gammelt kortspil, og vi spillede kampspillet til næsten klokken to om natten. Hun fortalte mig om sit liv, om sit lille hus femten minutter væk, om sin store kat ved navn Waffles, og om sin lillebror, hvis leukæmi havde inspireret hende til at blive sygeplejerske.
Da jeg bittert spurgte ham, om hans forældre havde forladt ham, blev hans ansigt hårdt. Hun svarede, at de havde ødelagt sig selv for at hjælpe hende, og at de aldrig havde klaget.
“Det er, hvad rigtige forældre gør,” sagde hun til mig.
I løbet af den første måned med kemoterapi blev Megan min søjle. Når stofferne gjorde mig syg, holdt hun mit hår, og når jeg begyndte at tabe det, fik hun mig til at grine ved at vise mig gamle billeder af sin katastrofale gymnasiepermanent.
Mine biologiske forældre kom aldrig på besøg hos mig.
Ikke én eneste gang.
Endelig fortalte min socialrådgiver mig, at Karen og Richard havde underskrevet de endelige overgivelsespapirer. De havde juridisk slettet mig fra deres liv.
På den otteogtyvende dag kom Dr. Collins til mig med et smil og fortalte, at jeg var i remission. Han sagde, at jeg havde reageret rigtig godt, og at jeg snart kunne gå videre til ambulant behandling.
Så kom spørgsmålet, der fik mit blod til at fryse til is.
Hvor skulle jeg tage hen?
Min socialrådgiver fortalte mig, at der var en plejefamilie, der plejede at tage imod et barn med medicinske behov. Før jeg overhovedet kunne reagere, talte Megan.
“Jeg vil tage ham,” sagde hun.
Alle øjne var rettet mod hende.
Megan forklarede mig, at hun allerede havde fået sin certificering, at hun havde gennemført den træning, staten krævede, og at hun gerne ville tage mig ind, hvis jeg ville bo hos hende. For første gang i flere uger så fremtiden ikke længere så dyster ud.
Papirarbejdet tog en uge. Den 15. november læssede Megan mine få ting ind i sin gamle Honda og kørte mig hjem til sig på Maple Lane.
Huset var lille, og malingen på verandaen skaller af, men så snart jeg trådte over tærsklen, følte jeg mig tryg.
Megan viste mig mit værelse.
Væggene var lavendel, fordi jeg en aften under et kortspil havde nævnt, at det var min yndlingsfarve. Der var en ny seng med en lilla dyne, et skrivebord ved vinduet og et indrammet billede af os to, der smilede sammen på hospitalet.
“Velkommen hjem, Emily,” hviskede Megan.
Jeg kollapsede fuldstændigt. Men denne gang var tårerne ikke kun på grund af sorg.
De var lettede.
Megan krammede mig tæt og lovede, at hun ikke ville gå.
De næste to år var forfærdelige, og kemoterapien ædte mig op indefra. Megan blev ved min side under hvert dryp, hver feber, hvert panikanfald, hver indlæggelse og endda de morgener, hvor jeg med barberet hoved følte mig grim og knust.
Hver morgen kiggede hun på mig og sagde: “Godmorgen, skat. Jeg er heldig at se dit ansigt. »
Forsikringen dækkede en stor del af plejen, men de ekstra omkostninger var skyhøje. År senere fandt jeg ud af, at Megan havde taget et andet realkreditlån på sit hjem, så jeg aldrig skulle føle mig belastet af hende.
Hun fortalte mig det aldrig dengang.
Seks måneder inde i behandlingen fik Megan mig til at sidde ved køkkenbordet, mens Waffles sov på gulvtæppet. Hun så så nervøs ud, at jeg straks troede, hun sendte mig væk.
I stedet spurgte hun, om hun kunne adoptere mig.
Hun sagde, at hun ikke bare ville være min plejefamilie. Hun ville have, at jeg skulle være hendes datter for evigt.
Jeg kunne ikke tale, så jeg lagde armene om hans hals og holdt fast.
Resten er på næste side.
