Jeg holdt papirerne i hænderne.
Skilsmissepapirerne.
De samme papirer, jeg havde udfyldt sent om aftenen, mens han sov ved siden af mig. De samme papirer, jeg havde gemt væk som en hemmelig flugtplan.
Min mand stod tavs foran mig.
Ingen undskyldninger længere.
Ingen forklaringer.
Kun sandheden.
For første gang i måneder.
“Så det er det?” spurgte han stille.
Jeg så ned på papirerne.
For få dage siden havde svaret været enkelt.
Ja.
Jeg ville gå.
Jeg havde set beskederne.
Set hans profil.
Set ordene:
“Min kone er død. Jeg leder efter kærlighed.”
Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg den sætning igen.
Som et gravskrift.
Som om manden, jeg havde delt femten år af mit liv med, allerede havde begravet mig.
