I det øjeblik besluttede jeg at minde ham om vores samtale. Jeg gik hen til ham igen, mindede ham om, at det var min parkeringsplads, at jeg havde brugt den i ti år, og bad ham respektere mine grænser. Thomas undskyldte igen og lovede ikke at gøre det igen. Men denne gang følte jeg, at han ikke tog mine ord alvorligt.
Et par dage senere kom jeg hjem og så, at min bil var dækket af gaffatape — hele overfladen. Det var et mareridt! Jeg forstod ikke, hvordan det kunne ske. Alt var dækket med tape: vinduerne, dørene, spejlene, hjulene. Først var jeg i chok, men så indså jeg, at det nok var hævn fra Thomas’ side. Jeg var meget vred og overrasket, fordi jeg ikke havde forventet sådan en reaktion fra en, jeg havde forsøgt at skabe normale forhold med.
Jeg kunne have svaret på samme måde, for eksempel ved at dække hans bil med gaffatape eller efterlade ubehagelige beskeder, men jeg forstod, at det ikke var den bedste løsning. Jeg ville ikke lade mig rive med af mine følelser og skabe konflikt. I stedet besluttede jeg at finde en måde at svare med humor, men uden aggression. Jeg samlede et par gamle venner og naboer og foreslog, at de skulle gøre noget sjovt for at lette stemningen. Vi satte omhyggeligt hundredvis af små etiketter på hans bil med sjove billeder — dyr, abstrakte tegninger. Det så ud som noget sjovt og en smule absurd, men der var intet stødende ved det.
