Den morgen var luften usædvanligt kold og gennemtrængende, som om hele verden var blevet kastet ud i sorg, mens folk langsomt samledes i den gamle stenkirke. Anledningen var begravelsen for lille Emily, en seksårig pige, hvis latter engang havde fyldt hvert hjørne af hendes hjem, men nu døde ud alt for hurtigt.
Hendes forældre stod foran, rystende hænder foldet sammen, som om dette skrøbelige bånd var det eneste, der holdt dem sammen. De holdt øje med den lille, hvide kiste dekoreret med blomster—roser, liljer og margueritter—som Emily havde samlet i haven. For dem var spørgsmålet ikke længere, hvordan de skulle leve uden den, men om de overhovedet ville kunne klare det.
Under begravelsen lander en ravn på pigens kiste