Der er stilhed, der gør os utilpasse, fordi det ikke blot er fravær af støj, men et spejl af sjælen. Når alt falder til ro, når der ikke længere er undskyldninger eller distraktioner, bliver det, der virkelig bor i hjertet, afsløret. Og i dette intime rum, hvor ingen klapper eller observerer, opstår et afgørende spørgsmål: Elsker du virkelig Herren, eller vender du dig kun mod Ham, når det passer dig? Undvig ikke dette spørgsmål; Se det i øjnene, for den tavshed, der afslører din sande kærlighed til Herren, er
dyb. Ægte kærlighed til Herren kommer ikke altid til udtryk i lidenskabelige ord eller øjeblikke med intense følelser. Nogle gange åbenbarer den sig i stilhed, i stille vedholdenhed, i parathed til at blive hos ham, selv når der ikke er noget ekstraordinært at mærke. I denne forstand er stilhed ikke tom: det er stedet, hvor det afsløres, om troen hviler på flygtige følelser eller på ægte hengivenhed.
Når hjertet elsker Gud, lærer det at hvile i hans nærvær uden at skulle fylde hvert øjeblik med støj. I denne stilhed er der en dyb fred, der ikke behøver nogen forklaring, fordi den stoler på hinanden. De, der virkelig elsker Herren, behøver ikke altid forstå alt for at være tæt på ham; Det er nok at vide, at han er der, og denne sikkerhed styrker sjælen selv i tider med indre tørke. Han taler også.
Men tavshed kan også afsløre det modsatte: det kan vise, hvor meget vi er afhængige af stimuli, hurtige svar eller en pseudo-religion. Hvis tavshed gør os utilpasse foran Gud, er det måske ikke fordi han er fjern, men fordi vores kærlighed stadig skal forfines. I denne sandhed, hvor smertefuld den end måtte være, findes barmhjertighed: Herren udsætter os ikke for at ydmyge os, men for at helbrede os.
👉 Læs mere på næste side…
